Vi elsker at lave Den Gamle Hytte. Det har vi gjort i alle de 8 år vi har delt vores blågule hjerte, betragtninger og analyser med alle jer, der lytter med. Tak for jer!
Det har ikke altid været let at sætte sig til mikrofonerne. Det ved I. Det kan godt gøre ondt at være Brøndby-fan. Men det fællesskab, som I har været med til at skabe ved at lytte, kommentere og dele, forpligter. Og motiverer. Vi har i lang tid gerne vil levere mere hytte til dig, og nu er vi et sted i vores liv, hvor vi rent faktisk har mulighed for at sætte endnu mere strøm til Den Gamle Hytte. Mere podcast. Nye koncepter. Mere video, måske noget på skrift. Idéerne er mange.
Det kræver tid, og penge. Og det er derfor, vi nu beder om jeres penge. Ikke alle sammen, bare rolig. Bare det du selv har lyst og midler til at spytte i. Pengene skal gå til at afsætte tid og købe udstyr og software til at kunne levere endnu mere hytteindhold til fællesskabet. Såååh, hvis du er vild med Den Gamle Hytte og slet ikke kan få nok af Lars' sure analyser, Johans nørderi, Michaels optimisme og Mortens vægelsindede, men diplomatiske tilgang til vores allesammens hjerteblod, så spyt nogle kroner i fællesskabet. Så er der meget mere hytte på vej.